Alle attester er faglige og juridisk gyldige dokumenter.
Der bedes om et stykke arbejde, der udfærdiges af lægen og udmunder som dokument. Vi underskriver dette og dermed er det et juridisk gældende lægefagligt dokument. Derfor er det ikke bare lige noget vi ryster ud af ærmet og vi mener også det er vigtigt at vi kan stå inde for alle attester, selv om det måske er få sætninger. Derfor vil alle attester kræve fremmøde, hvis ikke tidligere aftalt ved konsultation og alle attester/arbejdet skal aflønnes. Det kan være du selv skal betale, arbejdsgiver, forsikringsselskab eller kommune. Hvis der ikke er afklaring om dette, skal du selv betale. Priserne kan være forskellige afhængig af type og/eller tidsforbrug. Se venligst vores prisliste, der dog ikke er fyldestgørende. Den tid vi har brug for til at udfærdige attesten varierer kraftigt, fra 10 minutter til 1 time, så det er vigtigt at tidsbestillingen gøres telefonisk, så vi kan sætte den rette tid af og du ikke behøver at komme igen.

Kørekortattest

Når du har bestilt en tid skal du huske følgende:

– Vi skal have din fulde journal, så sørg for at den er overført fra din tidligere læge

– Medbring briller/kontaktlinser, hvis sådanne anvendes ved bilkørsel. Husk, at synsprøven skal udføres både med og uden linser.

– Medbring kontanter/Dankort/kreditkort eller MobilePay. Se evt. vores priser her.

– Hvis du bor i Københavns eller Frederiksberg Kommune, skal du på forhånd udfylde den første side i attesten elektronisk via dette link: https://www.borger.dk/transport-trafik-rejser/Biler-og-koerekort/Koerekort/Dit-foerste-koerekort
Bor du i en anden kommune, kan attesten endnu ikke udfyldes elektronisk, hvorfor du skal bestille en tid hos en af lægerne. Mød op 5-10 minutter før så du kan udfylde side 1 i attesten – udleveres hos sekretæren.

Attesten skal afklare om der er helbredsmæssige forhold, der er til hinder for at udstede kørekort. Vi skal ikke vurdere om du er god til at køre bil. Nogle ældre over 75 år vil blive anbefalet at tage en vejledende køretest hos en kørelærer. Det er ikke en ny køreprøve, men mulighed for at vurdere personen i trafikken.

Fra 1. juli 2017 bortfalder aldersloft på gruppe 1-kørekort og dermed krav om lægeattest i forbindelse med fornyelse. Det betyder, at der ikke længere er et særskilt krav om fornyelse af kørekort ved 75 år eller efterfølgende. Herefter har alle kørekort, der udstedes til gruppe 1, en gyldighed på 15 år uanset alder. Læger har dog pligt til at reagere, hvis en person ikke er egnet til at have kørekort. Regler omkring jævnlig fornyelse af kørekort ved visse sygdomme, eksempelvis diabetes, gælder fortsat.

Sygemeldinger

Sygemeldinger kræver fremmøde. Det er ikke lovkrav at din arbejdsgiver skal have en sygemelding. Hvis den ønskes skal den betales for, så vær sikker på at den kræves.
Vi har brug for din arbejdsgivers/uddannelsessteds adresse

Private attester

Dette kan gælde attester vedrørende dit helbred til studie eller arbejdsteder i udlandet, til ansøgning om statsborgerskab. Da der kræves forskellige oplysninger kan der ikke fastsættes pris, dette afhænger af hvor mange prøver, undersøgelser og tid der kræves. Nogle prøver vil du selv skulle betale for da de er den danske sygesikring uvedkommende.

Private sundhedsforsikringer

Mange patienter har en privat sundhedsforsikring. I udgangspunkt mener vi at det er en god ting at benytte sig af sin sundhedsforsikring. Men det skaber ofte problemer at skelne mellem privat og offentlig ydelse i relation til benyttelse heraf. Der foreligger nu fastlagte regler for samarbejdet.

En henvendelse, der tager udspring i patientens bekymring eller et helbredsrelateret spørgsmål, er naturligvis dækket af landsoverenskomsten / den offentlige sygesikring, og er dermed gratis for patienten.
Herefter er der to muligheder for henvisninger:

1. Hvis vi som praktiserende læge finder behov for henvisning til speciallægediagnostik og behandling udstedes normal henvisning til dette. Man kan få en kopi af henvisningen og den kan så benyttes i det offentlige eller private sundhedssystem.

2. Hvis den praktiserende læge ikke finder grundlag for henvisning til speciallæge/hospital/anden behandler, kan der imidlertid godt udstedes en fri attest, som beskriver det helbredsmæssige problem og dets betydning for patienten, inkl. henvisningsmulighed til forsikringsbetalt behandlingstilbud, f.eks psykolog / diætist / akupunktur. Denne er dog ikke gratis og betales af patienten eller forsikringsselskabet efter aftale. Hvis selskabet skal betale skal vi have en skriftlig anmodning og betalingsinformation.